Fødselstanker

Del 2.
Du kan læse del 1. her
http://glitterogleverpostej.momster.dk/2019/10/04/foedslen/

Mine tanker og beskrivelser vedrørende mit forløb op til fødslen.

Klar til at forsvare

Inden aftalen med JM’eren havde jeg forberedt mig den helt store forsvarstale, samt fundet artikler og historier om den gode sædefødsel. Jeg havde endda nævnt for min kæreste at man jo evt. kunne skifte til Herlev hospital hvis de nu nægtede. Jeg var forberedt på at blive mødt med modstand og undren, og havde brugt virkelig mange tanker og kræfter for det.
Det havde dog ikke været nødvendigt.
Jeg havde ret i at vores lille menneske stadig havde måsen solidt plantet i bækkenet, men derfra havde jeg heller ikke ret i mere. JM’eren spurgte om jeg havde gjort mig nogle tanker omkring det, og da jeg nævnte sædefødslen tog hun imod det som var det det mest almindelige svar. Jeg fortalte omkring mine tanker. At jeg følte at jeg og min krop godt kunne klare det, at jeg mentalt var indstillet på at der alligevel var 50-60% chance for at ende i et KS alligevel, og at jeg mentalt havde brug for at lade vores lille menneske melde sin ankomst selv. At jeg denne éne gang havde brug for ikke at have en plan/planlagt KS.
JM’eren bakkede mig op. Stik imod forventing. Hun talte kort med mig om div. ricisi, ved både sædefødsel og KS, men hun støttede mig i hvor afklaret jeg var, og nævnte selv bla. Aabenraa’s nye metode med stående sædefødsler.
Hendes ro og tro på sædefødslen fik også overbevist min kæreste. Vi tog dog alligvel imod tilbuddet om et vendingsforsøg.

Vendingsforsøget

Knap en uge efter fik vi tid på Hvidovre til et vendingsforsøg. Inden da havde vi været hos en privat JM, for at forsøge at vende med Rebozo, og lære os nogle hjemmeøvelser, så vores lille menneske måske ville vende sig selv. Det gjorde hun dog ikke.
Den private JM var lige så støttende omkring sædefødslen, og påpegede også at skulle det alligvel ende med KS, så havde vores lille menneske jo selv startet showet, og var dermed også klar til at komme ud. Et statement der kom til at betyde meget for mig senere.
Mit pragmatiske jeg, havde brugt tiden op til vendingsforsøget på at huske mig selv og min kæreste på at der altså kun var 50% chance for succes. Så kunne vi ikke blive skuffede, og skulle det ikke lykkedes blev det jo bare en sædefødsel.
Jeg var egentlig ikke nervøs på dagen, heller ikke for det ubehag og evt. smerter mange oplever ved et vendingsforsøg. Det skulle jeg nok klare.

På mig gjorde det ikke ondt. Det mest ubehagelige var den muskelafslappende medicin man får. Det får hjertet til at slå hurtigt.
Til gengæld gjorde det ondt omkring halvvejs i forsøget, da det går op for mig at det lille menneske bare ikke har tænkt sig at flytte sig. Ondt i hjertet. På trods af mine egne formaninger til mig selv, så var det en mavepuster alligevel. Jeg havde svært ved at holde tårene tilbage, og jeg kunne se skuffelsen hos min kæreste også. Vi var dog endnu lidt optimistiske, for nu skulle vi jo tale med fødselslægen om sædefødslen.

Så snart vi var færdige med vendingsforsøget kom den næste mavepuster. Lægen spurgte om vi havde gjort os nogle overvejelser. Det havde vi jo og var ret afklarede med beslutningen om en sædefødsel. Det eneste hun havde at sige til det var ordret; ‘Det kan jeg på ingen måde anbefale’. Hun mente at det var en umulig opgave som 1. gangsfødende, og ville gerne have svar på lige nu og her, om vi ikke hellere skulle booke tid til det planlagte kejsersnit med det samme. Jeg blev fuldstændigt overrumplet. Jeg havde forventet at hun ville gennemgå ricisi for både sædefødsel og KS med mig, og at jeg herfra kunne tage et informeret valg. Men hun frarådede mig direkte den ene mulighed. Den mulighed jeg ellers havde valgt i samråd med 2 uafhængige jordmødre. Jeg var totalt i mine følelsers vold og kunne ikke længere holde tårene tilbage. Jeg kunne ikke tænke en selvstændig tanke og vi fik derfor 30 min til lige at falde til ro før vi skulle give vores beslutning.

Fortrøstningsfuld inden vendingsforsøget
En aftale

Min kæreste og jeg havde kun én aftale vedr. fødslen. At vi ikke ville gå direkte imod en læges anbefalinger. Det vigtigste var at vi fik en sund og rask pige lige meget hvordan det så måtte foregå. Det fik vi hurtigt talt os igennem på de 30 min. Hvordan kunne vi gå imod hendes anbefalinger. Så selvom det var med en knugende fornemmelse i maven takkede vi med et stift påtaget smil, ja til det planlagte kejsersnit 7 dage før termin.

Vi nåede kun halvvejs ned af gangen på fødemodtagelsen før end jeg brød sammen.

Fortsættes..


Fødselstanker

del.1

Allerede i graviditeten var jeg fuld af ambivalente følelser. Ambivalens omkring min identitet vs. følelsernes vold. Særligt mine tanker om fødslen ændrede sig.

Jeg har altid været ret pragmatisk anlagt. Det gælder både som privatperson men også som fysioterapeut/Sundhedsfaglig der til dagligt forsøger at rådgive, vejlede og støtte andre. Derfor gik jeg også ind til det at være gravid og kommende mor med et pragmatisk mindset. Jeg havde læst og fulgt med på de sociale medier, hvor jeg kunne se flere beretninger om svære følelser. Det var bla. skuffelser over en fødsel der ikke gik som planlagt, umenneskeligt hårde kampe for at få amning op at køre, de onde institutioner osv.
“Det blev altså ikke mig”

Fødsel

Min holding var fra starten at det måtte gå som det måtte gå. Hvis jeg bare fik et sundt og raskt barn ud, så var jeg ligeglad hvordan. Jordemødre/sundhedsfaglige havde jo skrevet- og fortalt side op og side ned, hvor vigtigt det var at huske både kejsersnit og vaginal fødsel var RIGTIGE fødsler. Så når folk spurgte mig om jeg havde lavet mig en fødselplan, fortalte jeg stålfast at min plan var ikke at have en plan. Altså udover at jeg ikke skulle i badekar, måske bruseren, men ikke karet. Ligemeget hvor positivt folk talte om det kunne jeg ikke forene mig med tanken om alt andet der kunne finde på at komme med ud under sådan en fødsel skulle svømme rundt der sammen med mig.
Ingen plan = Ingen skuffelser. Lige indtil tingende ikke længere gik efter planen…

Min datter stod i UK (underkrop/sædestilling). Det havde hun gjort siden uge 28, men JM sagde at der endnu var massere af tid til at vende sig, så det tænkte jeg ikke mere over. Ikke før vi ramte uge 33. Jeg var slet ikke i tvivl om at hun ikke havde vendt sig. Jeg kunne lige så fint lægge min hånd rundt om hendes lille hovede lige omkring mine ve. ribben, og hun dansede jævnligt stepdans nede i mit bækken. Jeg gik derfor igang med at undersøge hvad der nu skulle ske hvis hun ikke på magisk vis vendte sig inden JM aftalen i uge 34.


Googles svar var ret entydigt. Først ville vi blive tilbudt et vendingsforsøg med 50% chance for succes. Skulle det mislykkedes var 1. valget et planlagt kejsersnit. Det var første gang at jeg mærkede en lille følelsesknude i maven. Jeg registrerede den med det samme, men slog det hen. For jeg var jo ligeglad. Ingen plan, Ingen skuffelser.

Efter et par dage kunne jeg ikke rigtigt slå det hen længere. Hun lå som hun plejede og uge 34 nærmede sig hastigt. Som fysioterapeut er jeg vant til at arbejde evidensbaseret, og med det følger også en trang til altid lige at tjekke om praksis nu er fulgt med evidensen. Jeg begyndte derfor at søge mere indgående på selve sædefødslen. Jeg opdagede at den praksis i DK om at vælge planlagt kejsersnit som 1. valg var bygget på et studie der efterfølgende har vist sig ikke helt at kunne overføres til de vestlige standarder alligevel. At en overlæge og fødemodtagelsen på Herlev, og fødemodtagelsen på Aabenraa hospital var begyndt at have modsatte tilgang. At en sædefødsel baseret på nye studier kunne være lige så god under de rette forudsætninger. Jeg læste personlige historier om den gode sædefødsel, og ‘knuden’ i maven voksede sig større. For jeg tilhørte Hvidovre hospital.


Det gik op for mig hvor meget jeg faktisk havde glædet mig til selve fødslen. Når folk spurgte om jeg var nervøs var mit svar altid nej. Jeg føler selv at jeg er i ret god kontakt med min krop og havde både glædet mig til den fysiske oplevelse (selvom jeg ved den ikke altid er skide spændende lige i momentet), men især overraskelses momentet. Mit strukturerede pragmatiske jeg, havde indeni gået og glædet sig til den her oplevelse jeg på ingen måde selv kunne styre. At det var mit lille menneske der skulle bestemme. Jeg var spændt på hvordan det kom til at ske. Gik vandet, hvornår kom veerne, skulle jeg sættes igang, var jeg lynføder som min mor?Inderst inde havde det ikke at have en plan, været min plan.


Et planlagt kejsersnit strittede pludselig imod alt inden i mig. Imod min plan. Jeg var fanget i en ambivalens omkring min pragmatiske identitet der var ligeglad bare jeg fik en sund og rask baby, og nogle pludseligt meget stærke følelser der påvirkede mig til det modsatte. Følelserne vandt, og dagen inden JM aftalen tog jeg snakken med min kæreste. Fortalte hvordan jeg havde det, og hvad jeg havde undersøgt og læst på. Han var ikke helt lige så overbevist som jeg selv, men gik med til at vi kunne tale med JM’eren om en sædefødsel næste dag.

Fortsættes..

Fra 3 til 2

  • I hverdagen altså
Far skal tilbage på job

Vores lille familie har været så heldige at far havde mulighed for at være hjemme i 4,5 måned. Det har været en kæmpe investering både for os alle som nybagt familie, men især også for vores lille menneskes start på livet. Idag går vi dog fra 3 til 2. Det er far’s første dag på arbejde igen. Han starter i et nyt spændende job og erhvervsmæssige udfordringer – Vi er 2 på matriklen der kommer til at savne ham i hverdagen.

Jeg var inden fødslen egentlig lidt spændt på hvordan vi som par skulle håndtere at være så meget sammen på daglig basis. Vi har været sammen i 6,5 år og boet sammen de 6 af dem, men altid begge haft aktive studie/arbejdsliv. Kunne vi holde det ud oveni manglende nattesøvn, babygråd og lortebleer? Kunne jeg give slip på mit egen selvstændige struktur, og lade være med også?
Alligevel gav det mig også en ro og tryghed for hvad der ventede. Jeg havde jo ingen anelse om hvad det vil sige at have ansvaret for sådan et lille menneske, men jeg vidste vi var 2 om det hele. At ansvaret for den daglige baby’drift’ ikke allerede var mit alene efter 14 dage.

Det vidste sig efterfølgende at der ikke var nogen grund til bekymring. Det har været 4.5 fantastiske måneder, der har været én stor forlænget sommerferie fuld af tid, oplevelser og ro til at opdage hvem vi er som en familie på 3. Vi har været heldige at det samtidigt også faldt sammen med det sene forår og en skøn dansk sommer.
Vi har været fælles om alt. Vi har været fælles praktisk, delt vores bekymringer, og på fuldtid delt oplevelsen af at se vores lille menneske vokse og udvikle sig med lynets hast. Det er nok sidstnævnte der for mig bliver sværest at undvære i dagligdagen. At jeg ikke kan dele den daglige udvikling med ham ‘Live in action’, men må vente med at berette og lade ham opleve til aften og i weekender.

At have været hjemme begge to i den første del af vores lille menneskes liv har haft en stor betydning for hendes relationer til os. Hun har været lige så meget en Far’s pige, som mor’s. Hun har haft 2 primær omsorgspersoner, og det jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad hvordan hun mon kommer til at opleve at hun nu må ‘nøjes’ med mig de fleste af døgnets timer. Adapterer hun bare, vil hun savne ham så meget at jeg ikke dur’ når han kommer hjem, eller vil hun knytte sig tættere til mig? Kun tiden kan vise det.

Min egen barselstid bliver naturligtvis også anderledes nu. Vores fælles tid har været spækket med ‘Glitter’. Den har været plastret til i hygge, og oplevelser. Vi har været adskillelige gange i sommerhus, en tur på camping, spist ude, trillet massere af hyggelige ture i det gode sommervejr, besøgt bedsteforældre i tide og utide, og bare nydt at have hvad der føltes som alt tid i verden. Nu vil det hele blive lidt mere ‘Leverpostej’. Men det er også noget af det jeg har set lidt frem til hen imod slutningen af vores fælles barsel. Jeg glæder mig til en lidt mere struktureret dagligdag igen.


Det har været en personlig udviklingsrejse at skulle give lidt slip på mit behov for forudsigelighed og struktur, for både at give plads til den søde far, men også at vende sig til at vores lille menneske jo bare er alt andet forudsigelig. Der er intet der hedder ‘plejer’ og dagsformen kan hurtigt ændre på dagens planer. Så nu må vi se hvor ‘struktureret’ det bliver 😀

Jeg er spændt på hvor ‘hårdt’ det bliver. Både rent fysisk ift træthed osv, da jeg vil naturligt komme til at overtage størstedelen af det praktiske i dagligdagen, samtidigt med at ansvaret for vores lille menneske nu ligger hos mig størstedelen af døgnets timer. Men også mentalt ift. at hverdagen nu vil stå på mere ‘Leverpostej’ end ‘Glitter’ for at få det hele til at hænge sammen.

Mit barn ændrede min brug af og Sociale medier – og dog ?

  • Ambivalensen ift. Brug af sociale medier – Man har et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg elsker Instagram og Snapchat. Jeg er flittig bruger af dem og har været det i mange år. Facebook havde sin charme i mine teenageår, men er fadet lidt ud og bliver primært brugt på hjælp til at huske mig på folks fødselsdage.

Behov for at beskytte os

Inden jeg blev gravid havde jeg ikke gjort mig de store tanker om mit forbrug eller det faktum at min instagram profil var åben for alle.
Jeg hashtaggede løs og det var altid spændende hvor mange likes der nu tikkede ind. Men graviditeten ændrede alt både for mig og min kæreste. Jeg fik et pludseligt behov for at beskytte mig selv og mit kommende barn for uvedkommende. Fra at dele alt og intet, ændrede mit feed sig pludselig fra intetsigende madbilleder til at handle mere om familie, oplevelser og gode stunder. Jeg gennemgik min følgerliste én for én og slettede alle jeg ikke kendte, og lukkede så min profil til privat.

Ingen 2blivertil3

Vi blev meget hurtigt enige om at vi ikke havde behov for at lave et stort ‘når 2 bliver til 3’ opslag. De der var vigtige for os havde allerede fået det af vide. Ikke at jeg ikke forstår dem der gør det, for på samme tid havde jeg lyst til at råbe det til hele verden. For os blev det dog alligevel noget vi ønskede at holde tæt på os, og sådan forblev det stort set hele graviditeten.
Jeg mærkede dog i takt med den voksende mave, og for mig også spænding at jeg hen imod 3. trimester alligevel fik lyst til at ‘råbe lidt til verden’ om vores kommende lille familieforøgelse. Vi blev derfor enige om herhjemme ikke at annoncere noget, men at jeg godt kunne lægge lidt billeder af mig og min tykke mave på min private instagramprofil.

Jeg havde- og har dog fortsat ikke et behov eller lyst til at dele på min eller andres facebook. For mit vedkommende er der efter mange (teenageår) alt for mange perifære bekendtskaber på facebook til at jeg har overskud til at skulle ryde op i dem. Den beslutning havde særligt vores forældre svært ved at forstå. For de flestes vedkommende var det det første barnebarn, og de havde virkelig lyst til at råbe det til hele verden. De ville gerne råbe det ud til en gammel kollega, folkeskolekammerat, eller en venindes veninde man har mødt én gang, og vi måtte virkelig slå fast med 7″ søm at det ville vi ikke have, for var der nogle der skulle råbe det til hele verden så var det da os selv (LÆS, vi ville ikke – Dobbeltmoralsk, måske).

Jeg kan dog godt sætte mig lidt i deres sted. Vores mødre er af den generation der i alle vores sene teenageår stædigt holdt ved at de sociale medier var en døgnflue og noget pjat at man skulle dele sit liv på den måde, hvad kom det andre ved. De måtte dog til sidst indse at de var kommet for at blive, og de kunne enten blive efterladt på perronen, eller hoppe med på toget. De er derfor nu på det stadie i navigationen på de sociale medier, vi andre var for 10 år siden hvor man efter min mening deler alt for meget ligegyldigt, tager test og poster corny inspirational quotes..Det var vidst lidt et sidespor..

Man har et standpunkt til man tager et nyt

Nu er vores lille menneske snart 5 mdr gammel, og med tiden oplever jeg igen en lidt stigende lyst til at dele billeder og milepæle af hende til lidt mere end inderkredsen på snapchat. Jeg har postet 5 billeder af hende på afstand på min private instagram, og hun kommer nok ugentligt én tur på min story, simpelthen fordi jeg ikke helt kan lade være alligevel. Hun er min/vores største bedrift, og jeg revner af stolthed og kærlighed til det lille menneske over 100x om dagen. I takt med at jeg poster hende oftere og oftere bliver jeg ramt af den her ambivalens. Jeg ønsker at skærme hende og beskytte hende alt hvad jeg kan, men hun er også en kæmpe del af hele min hverdag og alle mine glade stunder jeg tidligere har delt ud af. Min private instagram fungerer er en stor samling af nogle af mine bedste stunder over de sidste par år, så er hun ikke en naturlig del af dem nu? Skal jeg give afkald på de værdier og ønsker om at skærme hende til hun selv kan sige til eller fra, eller kan jeg finde en gylden middelvej? For er de sociale medier ikke kommet for at blive.
Jeg er derfor heller ikke afklaret omkring hvor meget hun kommer til at blive fremstillet på bloggen og tilhørende instagram endnu. Det må tiden vise.

  • Cecilia
    #Glitter&Leverpostej#Momsterdk#barselslivet#førstegangsmor#morlivet#ambivalens#tanker#Hverdagsglimt

Hej verden

Her er jeg 🤗 Førstegangs mor med alt hvad det indebærer.

Jeg bor i Valby med min søde kæreste, og vores lille datter fra Maj ‘19. Jeg er 27 år gammel og er uddannet fysioterapeut.

Vores datter er et lille ønskebarn, og var meget “planlagt”. Derfor er jeg blevet overrumplet over hvor mange ambivalente følelser og tanker jeg allerede som gravid pludselig tumlede- og fortsat tumler med.

Det er i disse følelser at bloggens navn også blev fundet. Glitteret symbolisere primært mit liv og interesser før før graviditeten. Mit sociale liv fyldt med massere af café- og restaurantbesøg, god vin, cigaretter, drinks, oplevelser, rejser, kærestetid, arbejde og bare Mig-tid. En tid hvor jeg sjældent stod stille, altid havde noget på programmet, og hvis ikke jeg havde det, febrilsk forsøgte at fylde det ud. Hvor jeg levede i min kalender for selv at kunne følge med. Leverpostejen skal ikke opfattes udelukkende negativt ladet, men er blevet et symbol på min nye hverdag. Et symbol på de nye tanker, følelser og interesser jeg som førstegangs mor forsøger at pakke ind i det der er ‘Mig’. Det er et til tider vanskeligt spil Tetris.

Min formodning er at jeg nok ikke er helt ene og alene om mange af disse følelser af ambivalens, og håber derfor at jeg med bloggen både kan få lidt luft for disse følelser, kan inspirere andre, men også spare og finde inspiration i evt. Følgere. Derudover vil i også kunne følge med i små hverdagsglimt og andre finurligheder.

  • Cecilia

#førstegangsmor#momster#ambivalens#hverdagsglimt#morlivet#barselslivet